En sommer med hyggesejlads og strandture.

Fiskeriet har været på lavt blus, i forbindelse med de dejlige varme sommerdage vi har haft. Men det er da alligevel blevet til et par ture efter fladfisk lige syd for Årøsund og omkring Halk hoved, hvor vi fangede nogle pæne rødspætter.

Jeg havde valgt at prioritere familiekomsammen, frem for deltagelse ved de to sidste stævner i vores lille klub ”Aarøsunds småbådsklub”, men er klar igen, til klubmesterskabet til efteråret.
Så derfor er det primært blevet til hygge ture med familien, blandt andet et par ture til Bågø, som er en lille halvtimes sejlads fra Årøsund. Hvis vi syntes at vinden stod i det forkerte hjørne, til en længere tur, ja så blev det bare en tur til Årø. Der er der jo også dejligt, og her er der heller ikke langt, til hverken strand eller lidt havnemiljø. Nu hvor vi havde det flotte sommervejr, så gjaldt det jo bare om at finde en strand med lidt læ.
På en af vores turer, som gik til den skønne idylliske ø Bågø, blev den kombineret med en cykeltur øen rundt, hvilket jeg kun kan anbefale. På havnen er der mulighed for leje cykler for 20,- kr. Så vi valgte hurtigt et par stykker der passede i størrelsen til os.
Ved havnekontoret hænger der en lille kortholder, hvor vi tog en brochure ”Sporene på Bågø” hvori der er en flot beskrivelse af øen, samt et kort over hele øen med angivelse af 3 ruter på henholdsvis 3,5 km, 4 km og 5 km så der er mange muligheder.

Vi cyklede nu bare lidt på må og få, men fik da alligevel kørt en 5-6 km. Det betyder jo ikke noget når vejret er fint. Vi besøgte Bågø by, som kan spores helt tilbage til 1200-tallet. En by med enkelte store gårde. På vores vej kom vi forbi en mark med ”Langhorns kvæg”. På turen var der bænke og borde, så den medbragte madpakke kunne nydes, ellers er der mulighed for det inde mit i byen hvor der er et skilt på venstre side, som henviser til ”Hestestalden” det er virkelig et besøg værd. Specielt hvis man ønsker lidt historie om øen.

Her kan der også købes drikkevarer(selvbetjening) og den medbragte mad kan nydes inden døre, et rigtig hyggeligt sted. Efter at vi havde studeret denne museums bygning, hvor der var mange illustrationer der fortalt meget om beboernes vilkår. De gamle stalde indeholdt end del maskiner og redskaber, som gennem årerne var blevet anvendt på øen.

Herfra cyklede vi videre ud forbi kirken og helt ud på Noret, hvor der var opstillet et mindre ”Fugletårn” (udsigtspunkt) så man kunne se ud over det lavvandede brakvandsområde. Det skulle være et rigt spisekammer for mange vade-, måge-, og andefugle. Og i visse perioder skulle der være en del grågæs. Vi så nu ikke nogen, måske var det ikke den rigtige årstid.

Turen gik også forbi ”Fiskehusene” hvor der tidligere boede fiskere med stejleplads . Stejlepladsen var tidligere en plads, som blev brugt af fiskere til at bøde, reparere eller klare/rense garn på. Ligeledes havde der på strandengen været ophalingsplads til bådene. I dag anvendes husene, som private sommerhuse. Vi kom også forbi en del boder, hvor beboerne havde anvendt nogle sjove udstillings montre. Lige fra kasserede olietanke til gamle vinduer – hvor der så var bygget et skab bagpå.
 
Da vi kom tilbage til havnen, fik vi os en dejlig kold fadøl, som var tiltrængt i sommervarmen. Vi fik en god snak med Havnefogeden, kioskejer og lejrchef Marianne, som fortalte om det at bo på Bågø. Det lød til at være et rigtig hyggeligt sted at bo, hvor der var godt sammenhold.
En uges tid senere gik turen igen til Bågø, denne gang for at bade og vandre lidt rundt med børn og børnebørn. Skønt at se og høre når børn leger kaptajn og gast på ens båd, alt bliver simuleret. Det allerbedste er nu, når det lykkedes for børnebørnene at fange en fisk. Se den måde hvor de stolt viser deres fangst frem - ja så går tankerne helt tilbage til dengang man selv var på samme alder, selv om det godt nok er et par dage siden.
Der er altså noget specielt ved det, når man går i land på en lille ø, det føles som om, man er meget.. meget langt hjemmefra.

Hvis man besøger Bågø, mener jeg at man skal tage sig tid til at udforske øen lidt. For eksempel bare en lille tur hen til fyrtårnet, som ligger lige vest for havnen, det er helt sikkert et besøg værd, det koster kun 10,- kr. for voksne og 5 kr. før børn at komme op i tårnet som betales i en mælkejunge ved trappen inde i fyret. Herfra er der i klart vejr en skøn udsigt. Mod nord kan man se Lillebæltsbroen. Mod øst Assens by med færgefart til Bågø og mod syd nord spidsen af Als. Stranden derover er også dejlig og de dage, hvor der ikke var plads i havnen sejlede vi direkte op på stranden lige øst for havnen. Badestranden er rigtig fin, meget få sten.
Et par gange er snorkel udstyret kommet frem, ja så dukker der lige pludselig en helt anden verden op, lige under vandoverfladen. På havnen er der muligheder for boldspil og de har rigtig fine toilet forhold. På en af turene fik vi lige hilst på Team Cognac, som på deres sommerkrydstogt også havde valgt et stop på den lille ø.
 
Andre dage er sejlturen gået til Årø, hvor der ligeledes er mange muligheder for udflugter, og øen her er alligevel ikke større end man hurtigt kan spadsere nogle små ture. Der er altid masser af oplevelser i forbindelse med det liv, der nu engang er i en lystbådehavn.

På Årø kan børnene hygge sig med at fange krabber og bagefter placere dem på ”krabbe væddeløbsbanen” og derefter se hvilken krabbe, der først når ned i vandet igen. 
På de næste ture, så bliver agterdækket ryddet for sofaen og stængerne sat J

Læs evt. mere om disse to dejlige øer her:
Bågø:  http://www.baagoe.info/Baagoe.html
Årø: http://www.aaro.dk/aaro/whadmin.nsf/(startside)/forside?OpenDocument

1 kommentar:

  1. Fin beretning fra den fine sommer og hygge på vandet, afslappende og hyggelig læsning. :-)

    SvarSlet